1. Gramsepatruljen1.1
#MeToo-kampagnen var om ikke glemt, så dog ikke noget man snakkede meget om, og det var endnu længere tid siden, at man så den første T-shirt med påskriften: ”PUSSY GRABS BACK”. Men pludselig skete der noget nyt. Og nu var det virkelig til at tage og føle på.
Der kom efterhånden flere variationer, men i udgangspunktet handlede det om tre piger. Den ene var i fuld krigsmaling, iført en stram, nedringet kjole, og højt oppe på stiletterne. Den anden var mere diskret klædt, og med en dametaske over skulderen, måske en anelse større end dem man ellers så. Den tredje, som på ingen måde stak ud fra mængden i det københavnske natteliv, gik, som så mange andre, rundt med mobilen i hånden. Skønt kun få eller ingen havde observeret dem live, de oprindelige, såvel som deres efterlignere, var der en eller anden på Facebook, der havde givet dem et navn: ”Gramsepatruljen”. En betegnelse som snart fandtes i mere eller mindre vellykkede oversættelser på mange sprog.
Det hele startede med tre gode veninder, som bare var blevet trætte af det herskende adfærdskodeks. De var singler med krævende jobs, og derfor holdt de af at koble fra og gå i byen, når det blev weekend. De kunne godt lide at snakke med fyrene, danse og flirte. Måske – det skete, men langt fra hver gang – tog en eller flere af dem en fyr med hjem, eller gik med ham. Men alle dem, som uinviteret maste sig på og troede de kunne tillade sig hvad som helst, dem gad de simpelthen ikke. Uanset om mændene var unge eller gamle, pæne eller grimme.
Det var en fredag aften, i S-toget på vej ind til byen, at Carina og Louise havde travlt med deres mobiler. Emilie kedede sig og tog en metroxpress, der lå og flød på sædet. ’Unge kvinder bliver overgramset i byen’ stod der på forsiden.
Hun satte sig til at læse.
”Det er sgu rigtigt!” mumlede hun lidt efter, lidt for højt måske, og de andre gloede på hende. Hun viste dem artiklen.
”Syv ud af ti kvinder har prøvet at blive befamlet,” sagde Louise. ”Ja, det er helt sikkert ikke løgn.”
”Og de sidste tre er bare for grimme!” grinede Carina.
De andre to smilede, men sad så tavse lidt, før Louise mumlede:
”Det er altså pisseirriterende.”
”Man burde næsten gøre noget ved det,” sagde Emilie.
”Jeg skrev lidt på #MeToo,” sagde Carina, og Louise nikkede.
”Nå ja, det er rigtigt,” sagde hun.
”Og?” spurgte Emilie.
Under megen fnisen, og mens de sad og nippede til deres drinks ved bardisken i et populært diskotek, og alle tre flere gange måtte sende skarpe blikke til mænd der blev for nærgående, udviklede de planen. Næste weekend var de klar.
De var i midten af tyverne, og alle tre vidste med sig selv at de så skidegodt ud. Så de var enige om at de skulle skiftes til at påtage sig de tre roller. Den første aften var det Carina der var blevet dullet grundigt op, så meget at de andre næsten var bange for at det var for meget. Men de blev hurtigt enige om, at det jo var mænd hun skulle gøre indtryk på, og så kunne man simpelthen ikke smøre for tykt på.
Hun havde skruet sig ned i en knaldrød kjole, som næsten kunne forveksles med bodypaint. Den sluttede ikke ret mange centimeter under den strittende numse, så hendes lange ben i skinnende strømper, som løftedes op af 12 centimeter høje stilethæle, fuldt ud kom til deres ret. Foroven anedes en sort blonde-bh i den dybe udskæring. Det blonde hår bølgede ned over hendes skuldre, øjenvipperne var lange og fyldige, og hun havde heller ikke sparet på læbestift og øjenskygge.
Louise holdt godt fat om sin smartphone, som havde et virkeligt fremragende, lysstærkt kamera, mens Emilie havde påtaget sig den vanskeligste, og måske lidt farlige opgave. Hun var nervøs, meget nervøs, faktisk, men fast besluttet på at gennemføre det. Hun var helt i sort, ikke nedringet, men heller ikke påfaldende højhalset. Det mørke hår var samlet i en knude i nakken, makeuppen diskret. Alligevel havde hun mærket en fyr der, selv om der var ganske pæn plads ved baren, gnubbede sig hæmningsløst op ad hende.
”Okay?” hviskede Emilie.
De to andre nikkede. Carina blev stående ved baren, hvor hun med den knaldrøde trutmund sugede dybt og sensuelt af sin flerfarvede drink. Louise og Emilie trak sig lidt tilbage og sørgede for at have et godt overblik.
De behøvede ikke at vente ret mange minutter, før der var gevinst.
Emilie havde allerede trukket en latexhandske på sin højre hånd og begravet den dybt i sin rummelige, sorte skuldertaske. Louise stod og scrollede ned over sine Instagram-billeder. En svedig, tyndhåret fyr omkring de fyrre og med begyndende farkrop, stillede sig hen ved siden af Carina.
De kunne ikke høre, hvad han sagde til hende, men meningen var ikke til at tage fejl af. Hun smilede sødt, men en smule undseligt, og blinkede til ham. Hans øjne var totalt fokuseret på hendes højt løftede barm, mens underkæben sank så langt ned mod brystet, at man kunne frygte, han snart ville begynde at savle på den røde kjole.
Da hans venstre hånd tog et fast greb om Carinas bagdel, trak hun sig forskrækket tilbage og sendte ham et vredt blik, mens hun sagde noget de ikke kunne høre. Men det fik ham ikke til at holde op. Tværtimod.
Så gik Emilie i aktion.
Han var iført stramme, lyse bukser. Bare ærgerligt, Sonny Boy.
Fire åbenbart berusede og temmelig højrøstede unge mennesker passerede baren, og Emilie sluttede op bag flokken. Lige før hun nåede hen til manden som befamlede Carina, kom hendes hånd op af tasken. Nede i dens dyb lå en luklet plasticpose, og i den var en skumgummiplade, godt gennemvædet med neonrød akrylmaling. Og nu var der også maling på handsken. Så hurtigt som en huggende slange skød hendes hånd frem og krammede hans udbulende genitalier i de stramme bukser. I samme sekund trak Carina sig tilbage, hun skulle ikke risikere at få maling på sin fine kjole. Og mens hun udstødte et: ”Hold fingrene for dig selv, din idiot!” kylede hun indholdet af sin drink i hovedet på ham. Den chokerede mand opdagede slet ikke Emilie, der hurtigt forsvandt i mængden med den neonrøde hånd dybt begravet i sin taske.
Et øjeblik efter forlod de tre piger diskoteket, en efter en.
”Fedt!” skreg Carina.
De knækkede sammen af grin.
De sad tæt sammen i Carinas sofa og så på Louises mobil. Optagelsen var intet mindre end perfekt. Selv om der ikke var meget lys i baren, stod alle detaljer knivskarpt. Man så den svedige mands vamle smil, og Carinas tydelige misbilligelse. Louise tiltede ned på fyrens hånd, der æltede bagdelen i den røde kjole, indtil den med et sæt blev trukket tilbage. Og straks efter panorerede hun over på det selvlysende håndaftryk på fyrens skridt, som var anbragt helt perfekt. Så op til det chokerede udtryk i hans våde ansigt, der blev afløst af et hjerteskærende hyl, da manden kom til at se ned af sig selv. Det var guddommeligt morsomt. Emilie optrådte kun som en sort skygge, der hurtigt bevægede sig forbi kameralinsen.
Man så også hvordan han spejdede rundt i baren, indtil Louise sænkede mobilen og slukkede.
”Skal vi?” spurgte Emilie.
”Selvfølgelig skal vi det!” sagde Carina.
”Der kan måske være nogen der genkender dig. Og de ved jo, at vi er veninder,” sagde Louise.
”Ligner jeg ikke en hvilken som helst bimbo, med alt det makeup?”
”Jo, men…”
”Vi kan starte med kun at sende det til et par stykker, som vi stoler på. Og så se, hvordan reaktionen bliver,” sagde Emilie.
”Okay!” sagde de andre.
Louise åbnede Facebook og skrev:
I aftes var jeg en tur i byen og stod netop og tjekkede mit feed, da der skete noget, som fik mig til at tænde for kameraet. Hvad siger I? Får den klamme stodder ikke bare hvad han har fortjent?
Det varede ikke ret længe, før der kom likes og kommentarer. Alle var positive, ingen undrede sig over, at optagelsen startede lidt før sensationen indtraf, og ingen havde bemærket hvem blondinen på den lille film var. De blev hurtigt enige om, at de godt kunne lægge den ud, så alle kunne se den.
En halv time efter var filmen blevet delt 237 gange, og der kom ustandseligt likes og begejstrede kommentarer. Kun en enkelt sur mand brokkede sig over snerpede piger, der brugte beskidte metoder, bare fordi en mand viste dem lidt positiv opmærksomhed. Det viste sig også, at flere andre diskoteksgæster havde været vakse med mobilerne. Der dukkede fire billeder op, og en enkelt toogfyrre sekunders film, som viste hvordan manden fortvivlet prøvede at fjerne farven med en serviet. Det blev det kun værre af.
Lørdag aften besluttede de at gentage succesen, nu på et nyt diskotek. Denne gang var det Emilie der majede sig ud, mens Louise tog tasken med latexhandske og farveindsmurt skumgummi, og Carina filmede.
Endnu en gang var der en fyr der gik i fælden, men han var lige ved at få fat i Louise. Da hun nåede døren ud til gaden, fik han prajet en dørmand. Men da var hun kommet fri af handsken, og den famøse taske var overtaget af Carina, som lige så stille forsvandt ud i mørket, mens Louise med stor overbevisning skældte ud på fyren for hans grove insinuationer.
Nu ville de prøve én gang til, så alle havde prøvet alle tre roller.
Men denne tredje gang gik det galt. En køn, slank, ung, habitklædt mand stod og bagte på Louise. Han snakkede, grinede og lavede øjne til hende. Han lagde hele tiden en nervøs hånd over hendes eller holdt hende om armen. Carina havde svært ved at lodde Louises reaktion, men da fyren til sidst trak hende ind til sig for at give hende et knus, tog Carina hånden op af tasken og greb ham i skridtet. Der var temmelig mørkt i lokalet, og hun havde ikke kigget så nøje på ham. Nu fik hun lidt af et chok. Hun ville give hans nosser et godt klem, men trak hurtigt hånden til sig igen.
”Åh! Undskyld!” udbrød hun helt spontant, i stedet for at skynde sig bort, og ynglingen greb fat om hendes arm.
Nu var det slut. Nu var de afsløret. Nu ville der blive råben og skrigen, mens alle i diskoteket ville nedstirre hende. Måske ville man tilkalde politiet. Hun fangede Emilies blik og rystede på hovedet. Men veninden sænkede ikke mobilen, og Carina vendte sig atter mod sit offer.
”Jeg… øh…” stammede hun.
De smukke, mørke øjne kiggede bedrøvet på hende, og munden blev trukket ud i et skævt smil, mens en lys stemme mumlede:
”Det her var jeg vist selv ude om.”
Fyren kantede sig bort, mens de tre veninder kiggede forbløffet efter ham. Det så ikke ud til, at der var nogen som havde bemærket optrinnet.
”Hvad gik der af ham?” spurgte Louise.
Men mens hun febrilsk krængede den våde handske af nede i tasken, sagde Carina blot:
”Kom!”
Først da de var helt ude på gaden, hvor de så ham forsvinde ind i en taxa, fik hun munden på gled:
”Der… øh… der var ikke noget at få fat i. Han – hun – havde ikke noget mellem benene.”
”Åh nej!” udbrød de andre forskrækket. Så brød de grinende sammen.
”Det var en pige,” mumlede Carina.
”Vi har forstået.”
”Jeg tror jeg sletter denne her,” sagde Emilie, og de andre nikkede.
”Ja ja. Men lebbere skal vel også opføre sig ordentligt!?” fnøs Louise.
Så stoppede de. Men det var heller ikke nødvendigt at fortsætte. For allerede i løbet af den første uge havde fænomenet fået sit navn, og de sociale medier bugnede med gramsepatrulje-film fra hele verden. Det var langtfra alle der gik så vidt som til at bruge farve, men mange besvarede en uvelkommen berøring af en mand med at hælde en drink ud over hans skridt, så det så ud som han havde tisset i bukserne, mens andre nøjedes med at tage et solidt greb om fyrens nosser, der fik ham til at hyle ynkeligt. Der kom en enkelt film med en mand som uddelte øretæver både til pigen som havde gramset tilbage, og til hende som filmede. Men han blev heldigvis hurtigt stoppet af de andre gæster.
Det varede nogle måneder, så døde fænomenet lige så stille ud. Men da man året efter lavede en ny undersøgelse, kunne man fastslå, at det nu kun var seks ud af ti piger, som inden for det sidste år havde oplevet at blive gramset på.