Så kan de lære det

1. Gramsepatruljen


I aftes var jeg en tur i byen og stod netop og tjekkede mit feed, da der skete noget, som fik mig til at tænde for kameraet. Hvad siger I? Får den klamme stodder ikke bare hvad han har fortjent?


Tre veninder synes, at det var helt fint med #MeToo-bevægelsen, men mændene er for tungnemme. Så pigerne tager sagen i egen hånd, om man så må sige.

Læs resten her

2. Cykelstien

”Hej, Otto!” sagde Kasper med et forsøg på et skævt smil, idet han rakte ud efter bildøren. Men han kunne ikke komme til at åbne den. Den gamle stod i vejen.

”Hvad nu med cykelstien?” spurgte Otto uden indledning.

”Ja, hvad med cykelstien? Den må vi jo se på i det nye byråd.”

”For fire år siden lovede I, at nu gik I i gang med projekteringen. Og hvad er der sket? Ikke en skid! Tror du dine nye venner vil være mere positive?”


I årevis har kommunen lovet bedre forhold for cyklisterne på de smalle, snoede landeveje. Men først da en SF’er går over til Venstre, kommer der på forunderlig, men også tragisk vis, gang i sagerne.

Modtag resten af historien for 10 kr.

3. Billederne

En aften bemærkede jeg, at han havde taget mobilen med i seng. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men pludselig, bedst som vi lå og hoppede, opdagede jeg at han kun holdt om mig med den ene hånd. Den anden havde fat i mobilen, og den var rettet mod vores sammenfiltrede underliv.

”Hold op med det!” råbte jeg, og han slap den med et lille gisp.


Hævnporno kan godt gøre en ung pige ked af det. Men hun kan jo også vælge at lade de afslørende billeder ramme ham, der lagde dem ud på nettet.


 

Modtag resten af historien for 10 kr..

4. Skydevåben

En ung mand med bar overkrop, som netop var i gang med at kysse sin bikiniklædte kæreste, hylede op, da han blev ramt af en vandstråle.

”Gider I godt lige stoppe!” råbte han til en flok otte-ni årige knægte som styrtede gennem parken, mens de sprøjtede løs med deres store, farvestrålende Super Soakers.

Et lille stykke bag dem standsede en lidt større dreng sit vilde løb og hævede sin pistol.


Mange mennesker bliver paranoide af de mange skudepisoder, der har været i den senere tid. Men hvad kan man ignorere, hvad skal man blive bange for, og hvordan bør man reagere?



 

Modtag resten af historien for 10 kr.

5. Amazonerne

Nu kom de. På lang afstand trak fyrene elefanthuer ned over ansigtet. En fornemmelse af deja-vu bredte sig i hende, og hun isnede. Klokken var kun godt halv ti, men der var temmelig øde på stierne. Uden for lampernes cirkler af lys lå parken hen i et mørke, som kun spredtes lidt, når en halv måne kiggede frem fra skyerne.

Hun tog en dyb indånding og fortsatte så med at gå, med faste skridt og ansigtet rettet lige frem.


I Indien er det noget helt dagligdags. Og under ’det arabiske forår’ blev det udbredt i muslimske lande. I denne historie bliver det også en trend i Danmark: Gruppevoldtægt! Men en gruppe kvinder vil ikke affinde sig med situationen, og går til blodige yderligheder.


Modtag resten af historien for 10 kr.

6. Lækager

”Hvad skal det sige? Indre blødninger? Kunne man ikke se det, da vi kom? Vi kom sgu da straks, som vi fik besked på! Jeg kørte hende kraftstejleme selv, alt hvad remmer og tøj ku’ holde, og så blev vi bare anbragt! Det kunne sagtens vente, fik vi at vide. Jo, godmorgen min bare! For fanden da, det var en skide fedmeoperation! Hun havde sgu hverken kræft eller noget! Skulle bare af med alle dellerne, for helvede! Det dør man sgu da ikke af! Eller, det gør man altså!”


En gammel VVS-mand sørger over sin kone, der på grund af en lægefejl døde efter en fedmeoperation. Men han bliver også vred. Han vil hævne sig på systemet, men kommer ingen vegne. Så, da han skal renovere varmesystemet i en gammel villa, kommer der måske en lille åbning.





 

Modtag resten af historien for 10 kr.

7. Tak, frøken Støjberg!

Så snart slutteksterne begynder at rulle, rejser jeg mig, og heldigvis er dem der sidder ved siden af mig også rimeligt hurtige. Først da jeg er på vej ud, hører jeg et forskrækket brøl:

”Hvad fanden! Vågn op, for helvede!”


Apotekeren stemmer ikke på Venstre, og da slet ikke på Inger Støjberg. Men han deler hendes irritation over de irriterende unge mennesker, som forstyrrer ens oplevelse i biografen. Og han ved hvordan man får dem til at holde kæft.



Modtag resten af historien for 10 kr.

8. Bodyguards


Mens vi sidder og gnasker pommes fritter, kan vi se hvordan fyrene kører løs på hende. Skubber og hvisker og fniser, og griner frækt. Hun bliver ved med at ryste på hovedet, men pludselig rejser en af dem sig og trækker i hende. Hun følger med.

Det varer nok ti minutter, så kommer de tilbage. Fyren griner fjollet, mens Nika ser helt tom ud i ansigtet.

”Hvad tror du de har lavet?” spørger Sebastian.

Jeg trækker på skuldrene.


Elias’ storesøster på 17 er ikke så klog, og han vil gerne beskytte hende, ligesom hun beskyttede ham, da han var lille. Så da han opdager, at en flok drenge udnytter hende seksuelt, beslutter han sammen med en kammerat at gøre noget ved det.


Modtag resten af historien for 10 kr.

9. Lussinger

Drengen kom på benene. Han rev sig løs og gjorde front mod hende.

”Du skal ikke rage på mig, din fede luder!”

”Vil du godt lige…!”

”Gu’ vil jeg røv!”

Han begyndte at bokse hende i maven. Da hun prøvede at få fat i hans arme, mens hun åbnede munden for at sige noget mere til ham, sendte han en spytklat lige i ansigtet på hende.

Bagefter kunne hun kun forsvare sig med, at hun havde handlet helt instinktivt. Man kunne sådan set godt sige, at det var en refleks.

Hun løftede højre arm…


Inspireret af et virkeligt hændelsesforløb kan man her læse om, hvordan elever og lærere giver igen, da de oplever en urimelig fyring af en lærer.




Modtag resten af historien for 10 kr.

10. Peberspray


En gang havde hendes søster foreslået hende, at hun tog et selvforsvarskursus. Lærte jiu-jitsu, eller hvad det hed. Men hun havde afvist det med et lille, ironisk smil. Hvad skulle hun, en lille spinkel kvinde, stille op mod en stor, stærk voldsmand, ganske uanset hvor mange kurser hun havde gået på? Hun var totalt forsvarsløs, det havde hun affundet sig med for længe siden. Men nu var det så, at der var kommet denne nye lov. Det her var et våben hun ville kunne beherske, hvis det – Gud forbyde det – nogen sinde kom dertil. Hun havde anskaffet sig to dåser.


Ingerlise Hansen er gammeljomfru, og hele sit liv har hun været bange for mænd. Men nu har hun det lidt bedre, for det er blevet tilladt at købe peberspray. Hun går rundt med en dåse i tasken, og hun er parat til at bruge den.   



Modtag resten af historien for 10 kr.

11. Stakkels farmand

Hun ruller mig ud på badeværelset, anbringer mig i min badestol, trækker min svedige pyjamas af og smider den hen i vasketøjskurven, så løfter hun op i min røv, så godt hun kan, og fjerner den lorteindsmurte ble, mens hun højlydt giver udtryk for sin væmmelse.

Jeg bider tænderne sammen og forbereder mig til det jeg ved skal komme. Hun skal nok vaske mig efter forskrifterne, med varmt vand og sæbe, men først skal jeg lige pines lidt.

Hun åbner for bruseren og retter den iskolde stråle mod mit blottede underliv. Jeg gisper og hyperventilerer i mit forsøg på ikke at skrige og skælde ud. Den fornøjelse under jeg hende ikke.

”Kolde afvaskninger, det skulle være så sundt, har jeg hørt. Nå nej, for resten, det kan jo være det samme. Der sker alligevel ikke rigtig noget dér nede mere? Vel?”

”Bettina, vil du ikke nok…”


Da en hjerneblødning lammede hans højre side, kom han ikke på plejehjem. Hans to døtre ville godt passe ham, bistået af hjemmehjælpen, naturligvis. Og det gør de også. Men de har ikke glemt, hvad han gjorde ved dem, da de var små..


Modtag resten af historien for 10 kr.

12.  Flugtbilister

Okay! Skal det være på den måde?! På trods af de mange shots og de to baner kokain, så fejlede Steffens reaktionsevne ikke noget. Okay, tænkte han. Så kører jeg da bare højre om.

Men Niklas havde forudset det. I allersidste sekund drejede han selv til højre og udnyttede den gamle amerikaners store motorkraft. Men de abrupte bevægelser af rattet havde alligevel kostet fart, og BMW’en snittede Mustangens bagende.

Niklas blev nærmest skubbet frem, mens Steffen mistede kontrollen over sin BMW. Den snurrede rundt og endte inde på fortovet efter en 360 graders rundtur.


En sen aften kører to unge mænd om kap gennem en landsby, hvor en lille familie er på vej over gaden. Det får tragiske følger, og de to unge mænd får deres straf. Men den er slet ikke hård nok, synes landsbyboerne.

Modtag resten af historien for 10 kr.

13. Stinkdyr

Det var søndag eftermiddag, og solen skinnede, da de gik ned ad gågaden i den lille provinsby. De holdt hinanden i hånden, de smilede, indimellem grinede de, og det skete også at de udvekslede kys. Ikke voldsomt snav, bare lette markeringer af, hvor meget de elskede hinanden.

Men det skulle de ikke have gjort. De var kun nået halvvejs gennem gaden, da der lød foragtelige tilråb. Et par mørklødede, sorthårede drenge, ikke ret mange år yngre end dem selv, gav med brug af sprogets værste gloser udtryk for hvad de mente om piger der opførte sig på den måde, så højlydt at mange vendte sig og gloede. Men ingen gjorde noget. Chokerede slap Tanja og Charlotte hinandens hænder, og de skyndte sig hjem.


Det er stadig ikke helt let at være et åbenlyst lesbisk par i en lille provinsby. Men to piger nægter at finde sig i at blive chikaneret. Sammen med et par bøssevenner tager de kampen op mod folks fordomme.



Modtag resten af historien for 10 kr.


15.   Det er kun far der piller ved min tissekone

Jeg vejer stenen i hånden, men et grimt billede trænger sig på i mit hoved. Sæt en af dem står op og bevæger sig gennem stuen, netop som jeg kaster… Det er slemt nok, at jeg nu vil give dem et forfærdeligt chok.

Men… med ondt må ondt fordrives. Jeg træder nogle skridt tilbage og indleder et sving jeg ikke har foretaget siden jeg gik i skole, men som gerne skulle ligne det jeg har set, når jeg ved et tilfælde er kommet til at overvære lidt af en baseballkamp på tv.

Jeg tager en dyb indånding, og netop da stivner jeg. Min arm hænger paralyseret i luften, som kokken i Tornerose, der vil give eleven en ørefigen.


Skilsmisseforhandlingerne mellem det ambitiøse folketingsmedlem og hendes mand går godt, lige indtil han får en ny kæreste. Så trækker konen incest-kortet. Det skulle hun ikke have gjort.



Modtag resten af historien for 10 kr.


16. Guldsmeden

Jeg sidder inde i baglokalet og er i gang med at reparere låsen på en smuk, gammel halskæde, da klokken lyder, og jeg kigger op. Jeg farer sammen og holder vejret, da det udendørs kamera viser mig, hvem der er på vej ind i butikken. Det er dem, det er jeg næsten sikker på. Dem der også var her for halvanden måned siden, hvor de smadrede en hel del af inventaret og stak af med ure og smykker for mange tusind kroner. To fyre i sort og med elefanthuer trukket ned over ansigterne. Den ene høj, den anden lille, men begge bredskuldrede og helt klart muskuløse. På den ene skærm ser jeg den høje, som står og vifter med en pistol. Den lille er på vej hen mod montren med de dyre sager med et koben i hånden. Øjeblikkelig gør jeg som jeg har øvet mig i hver dag siden firmaet i forrige uge satte det hele op.


Den gamle guldsmed har et baseballbat i skuffen. Men han vil ikke risikere en voldsdom ved at bruge det mod de røvere, som igen og igen plyndrer hans butik. Han har fundet en meget bedre løsning. Mener han.



Modtag resten af historien for 10 kr.


17.  SVINDLER

Endelig hørte de elevatoren bevæge sig opad. Det havde den efterhånden gjort nogle gange, men indtil nu var den stoppet længere nede. Denne gang standsede den ved ottende etage, og Suzanne stak forsigtigt hovedet frem.

Hun nikkede. Som de havde indøvet, trak de i en fart skihuerne, som var indkøbt til lejligheden, ned over hovederne, samtidig med at de sprang ned ad trappen. Han var totalt uforberedt, og uden større besvær lykkedes det dem at vælte ham om på gulvet i entreen, samtidig med at de fik sparket hans dør i. Suzanne satte sig overskrævs på ham og stoppede en klud – eller rettede et par af Mettes uldne vinterunderbukser – i munden på ham, inden han nåede at skrige.


Et tv-program om en ægteskabssvindler sætter to kvinder i gang med at udtænke vilde planer. De er selv blevet franarret både kærlighed, tillid og store pengesummer. Og ude af fængslet er manden i gang igen. Myndighederne kan intet stille op – der må mere drastiske midler til.



Modtag resten af historien for 10 kr.

14.  Skinnelege

Jeg befandt mig rigtig godt bag den gummiomkransede front på et IC3 tog, og jeg nød at betragte de smukke, danske landskaber og lade tankerne svæve frit, samtidig med at jeg altid havde et vågent øje på instrumenterne, signalerne, og skinnelegemet foran mig.

Det havde jeg også den skæbnesvangre aften, klokken 23:18, en stjerneklar forårsaften, hvor jeg efter stoppet på Høje Tåstrup kørte mod København H. Jeg nærmede mig Albertslund Station, som jeg jo blot skulle drøne igennem, og jeg havde netop passeret et modkørende S-tog, da de pludselig stod der. Tre drenge, lige foran mig, midt ude mellem skinnerne. Helt refleksmæssigt bremsede jeg, så hårdt jeg kunne, og samtidig gjorde drengene noget jeg senere har fået at vide hedder ’at moone’ og som siges at være et udtryk for foragt. Jeg ved ikke om DSB som sådan kan have generet disse ungersvende, jeg havde i hvert fald ikke.


En lokoførers værste mareridt er en personpåkørsel. Men det er heller ikke sjovt at blive til grin, når man bare tror, man har kørt nogen ned. Det kan godt give et ellers fredsommeligt menneske lyst til at give nogle unge bøller en lærestreg.



Modtag resten af historien for 10 kr.

18. Ikke kun burkaer

”Klokken er nul syv femoghalvtreds, og du er anholdt!” sagde Simon til en lille sort skikkelse med et stort, firkantet hoved med pink-lysende, rektangulære øjne.

”Jeg er en Minecraft Enderman! Jeg kan bare teleportere mig bort!” lød en kæk drengestemme inde fra den sortmalede papkasse.

”Desværre nej!” Politibetjenten rystede på hovedet. ”Du bliver nødt til at følge med.”

Han greb drengen i armen, og selv om den lille fyr straks trak hovedet af og smilede sødt, hjalp det ikke. Han blev trukket hen mod den ventende politibil.


Der er kommet maskeforbud i Danmark, og da loven endda bliver strammet, mener nogle politifolk, at man er gået for  vidt. Det vil de godt demonstrere.



Modtag resten af historien for 10 kr.

19. Kvinden man ikke hørte noget om

”Excuse me. You please help me?”

I dagevis har jeg øvet mig på at få mit rustne skoleengelsk til at lyde sådan som man hører indvandrerne tale.

”Nej, jeg…”

”Sit!”

Jeg opbyder al den autoritet jeg har indøvet, mens jeg beder til at hun ikke kan høre hvordan min stemme skælver. Med venstre hånd tager jeg et fast greb om hendes skulder, mens min højre hånd kommer op af jakkelommen. Den sorte pistol peger på hende.


En mand får en lang fængselsstraf for at have vanrøgtet og seksuelt misbrugt sine plejebørn. Men hans kone slipper fri. Er det mon helt rimeligt? Hverken myndigheder eller medier undersøger sagen, men det gør en helt almindelig førtidspensionist


Modtag resten af historien for 10 kr.

20. Villaen

… denne morgen var der ingen udsigt at nyde. Den forhenværende bankdirektør standsede op i døråbningen, og et højlydt gisp undslap ham. På vej ned ad trappen, hvor et vindue med kulørt glasmosaik vendte ud mod vejen, havde han uden at tænke over det, registreret at det var ved at blive lyst. Og med den vejrudsigt de bragte i aftes, burde en klar himmel med sin rødmen annoncere den snarlige solopgang. Men stuen henlå nærmest i mørke. De store vinduer var ikke længere til at se igennem. De var ikke fuldkommen sorte, men et besynderligt miskmask af nuancer hindrede lyset i at trænge ind. Straks åbnede Mortensen sin terrassedør og konstaterede, hvad der var sket.


Selv om den lokale bank er krakket, og mange mennesker har mistet deres opsparing, lever den tidligere bankdirektør et komfortabelt liv i sin store, smukke villa. Lige til han en dag ikke kan se ud af sine vinduer…


Modtag resten af historien for 10 kr.


21.  Stalker

”Camilla, lille Camilla,” sagde han flere gange til hende, ”Det ender galt.”

Men hver gang fejede hun hans indvendinger til side, også når hendes makeup kun nødtørftigt dækkede de blå mærker.

Sådan gik det i lang tid, lige indtil den dag, hvor hun stortudende kom og fortalte, at nu var det blevet for meget. Nu havde hun gjort det forbi og var flyttet hjem til sig selv igen.

Og så gik det først helt galt.


Det begynder som en historie, man har hørt mange gange før: Ekskæresten der udsætter den kvinde, som ikke længere vil have ham, for grim vold. Hun magter ikke at sætte sig til modværge. Men det gør hendes gamle far.


Modtag resten af historien for 10 kr.

22.  Menneskesmuglerne

XL står med ryggen til ved urinalet, den ene hånd styrer strålen, mens den anden holder mobilen op til øret. Det er ikke til at forstå hvad han siger, men det kunne lyde som om det er en dame, han skiftevis skælder ud på og trygler. Det plasker i kummen, og han hører ikke, da vi lister os ind på ham.

Theis har fugtet kluden, og med en hurtig bevægelse presser han den mod den store mands næse og mund. Et skrig når ikke ud over læberne, før det forvandles til en hostende stønnen, idet han synker sammen, og jeg med opbydelse af alle mine kræfter får ham placeret i kørestolen.

Men netop som vi er på vej ud, går en dør op. Den ind til dametoilettet. For fanden da!


Det kan nogen gange virke urimeligt, at forhærdede, udenlandske kriminelle, som hader alt hvad der er dansk, ikke kan udvises. Men hvad myndighederne ikke formår, kan måske klares af nogle handlekraftige unge mennesker?



Modtag resten af historien for 10 kr.

23.  Den, der ikke har

”Nååh? Hvor meget du nu har til os?”

Sigurd satte sig op og begyndte at rode i sine lommer, men pludselig så mændene bort. Der kom en lyd fra den mørkeste krog af portrummet, hvor de fik øje på endnu en hjemløs, som ikke havde kunnet tilbageholde et host. Han lå dybt begravet under plasticsække og papkasser.

”Jamen dog. En mere der har krav på beskyttelse?”

En af mændene blev stående og holdt øje med Sigurd, mens to andre gik hen til den nye, der langsomt og småklynkende kom på benene.

”500 kroner, tak. Så du kan sove uforstyrret, ja!?”

”Jeg er ked af det, du. Det har jeg ikke. Men…”


Vi harmes, når vi hører om stakkels hjemløse, som bliver udplyndret af kyniske bander. Men måske kan der dæmmes op for uvæsenet, hvis vi genindfører en middelalderlig metode, som ellers i dag kun kendes i overført betydning.



Modtag resten af historien for 10 kr.

24.   En blotter

Nu så jeg rædslen i hendes øjne.

”Var det ham? Gjorde han mere end bare…?”

Hun svarede ikke. Nikkede bare svagt.

Han vendte sig imod os, så på os et kort øjeblik, så drejede han omkring og gik hen ad perronen, væk fra os.

Et øjeblik tøvede jeg. Jeg kiggede i den modsatte retning og så at toget nærmede sig. Jeg slap hendes hånd, selv om jeg hadede at gøre det.

”Bliv stående. Rør dig ikke. Er du med? Jeg er straks tilbage.”

Der kom endnu et svagt nik. For en sikkerheds skyld puffede jeg hende så langt tilbage på perronen jeg kunne. Så gik jeg med lange, hastige skridt hen mod manden, mens jeg trak min mobil frem og trykkede på kamerafunktionen.


Selv om morfar ryster på hovedet af moderne tiders snerpethed og kropsforskrækkelse, tager han affære, da hans barnebarn bliver skræmt af en blotter. Han vil ikke risikere selv at blive straffet for at lægge billeder af gerningsmanden ud på nettet. Han har sin egen metode.


Modtag resten af historien for 10 kr.

25.   Broen

De gik om bag bilen, klappede bagdøren op og tog noget ud. Noget tungt. De bar det hen til broens rækværk. Vi så på hinanden. Ingen af os var i tvivl om, hvad det her betød.

Hvis jeg bare havde været mig selv, så tror jeg nok jeg var styrtet frem og havde skældt ud og råbt op. Det vil jeg da mene, at jeg ville have gjort, selv om det måske ikke ville være ganske ufarligt. Det her var trods alt et spørgsmål om liv og død.

Men jeg var ikke alene. Adam sad og sov bag på min cykel. Og Mille stod lige foran mig og var tydeligvis skræmt fra vid og sans.

Ingen af os gjorde noget.


Uhyggeligt mange gange er der smidt sten ned fra motorvejsbroer, uden at man har kunnet pågribe de skyldige. I denne historie bliver et ægtepar vidner til et sådant kast, og da de ikke har sikre beviser mod gerningsmændene, beslutter manden at tage sagen i egen hånd.


Modtag resten af historien for 10 kr.

26.   Den gamle rødnakke og ulven

Godt nok havde hun ingen klar fornemmelse af sin egen eksistens, men hun havde set manden rette en pind imod sig, endnu engang havde hun hørt et smæld, og hun havde mærket en smerte i skulderen. Derefter var landskabet tåget ud for hendes øjne, benene eksede under hende. og hun faldt om.

   Nu lå hun stille, men samtidig med en fornemmelse af at bevæge sig. Hun kunne spjætte med

benene, men ikke få dem fra hinanden. Hun kunne heller ikke åbne kæberne. Her var helt mørkt,og hun lå på noget hårdt og koldt, slet ikke som skovbunden, og larmen og stanken var forfærdelig.


I København ææælsker man som bekendt ulve, og derfor synes en gammel fåreavler, at det er på tide, at københavnerne får kærligheden at føle.




Modtag resten af historien for 10 kr.

27.  Bomben

Ude på gaderne hørtes sirener, men parken var stille og virkede mennesketom. Måske var de netop nu ved at omringe ham, iført hjelme med mørke visirer, skudsikre kampuniformer og maskinpistolerne rettet mod ham. Om lidt ville en megafon gjalde.

Men han troede nu ikke rigtigt på det. Han sad med et tomt blik og stirrede ud over det snaskede vand, hvor et par blishøns flød roligt afsted. Bævende af angst kiggede han atter ned i posen. En række bugnende lommer var forbundet med ledninger, og et par af disse ledninger endte i en dims med et elektronisk display. Et display som viste fire skiftende cifre. 29:52 – 29:51 – 29:50 – …

 

Der findes unge mennesker uden livsmod og drive, som bare ligger under dynen og drømmer om at udføre store heltegerninger, uden at gøre noget ved noget. Men hvad sker der, hvis man pludselig får muligheden?


Modtag resten af historien for 10 kr.

28.   Digteren i tårnet

Endelig bliver det hans tur. Han får besked på at tømme alle lommer og gør det pligtskyldigt, mens han beder til at det vil gå upåagtet han, at det ikke er fedtdeller han har under frakken. Så går han med hurtige skridt hele vejen rundt og satser på at få lov til at være alene i dobbeltsædet. Det lykkes. Alle de andre sætter sig parvis. Da kontrolløren kommer rundt, holder han vejret. Vil knægten opdage sveden på Asgers pande, bemærke det forstenede blik? Den bulnende frakke? Nej, han ser knap nok på ham, mens han rutinemæssigt tjekker, at den lille tykke mand har spændt sin sele og at bøjlen over lårene er på plads.

Langsomt løftes digteren i vejret, mens han drejer rundt med stadig større fart. Han prøver at kigge ned, kigge ud over byen. Men hans blik er sløret, og han får lidt kvalme.


Mange skriver digte til skrivebordsskuffen – eller nu om dage til computerens lager. De fleste kommer over det, men her møder vi en gammel digter, som aldrig har givet op. Og en dag beslutter han at prøve en helt ny måde til at få sine digte ud til alverden. Han tager en tur i Tivoli.



Modtag resten af historien for 10 kr.